Orienteringsløb er en sport, hvor man ved hjælp af kort og kompas skal finde vej gennem ukendt terræn.
Man skal opsøge et antal kontrolpunkter, poster, i den rigtige rækkefølge. Posterne er i terrænet markeret med en rød/hvid skærm.
På kortet er posterne markeret med en rød cirkel.
Når man kommer i mål skal man have et bevis for, at man har været ved alle posterne. Det kan f.eks. ske ved at man ved hver post skal lave en markering på sit medbragte kontrolkort.
Under et o-løb gælder det om at vælge den vej, som er hurtigst for en selv, når man tager ens orienteringsmæssige dygtighed, løbemæssige hurtighed og terrænets beskaffenhed med i overvejelserne – det nytter ikke at løbe hurtigt, hvis man løber den forkerte vej.
Orientering er en familiesport for mennesker i alle aldre. Der findes baner og sværhedsgrader til alle.
Til almindelige o-løb deles man ind i klasser efter alder, der spænder fra 10 år op til 80 år. Derudover findes der baner for både begyndere og øvede. Man kan altid finde nogen på sin egen alder/niveau at konkurrere mod.
Orientering er naturoplevelser.
De fleste o-løb foregår ude i terrænet, hvor man får den ensomme, intense følelse af at kunne finde vej på steder, hvor der ikke er de kendte ledelinier og punkter som veje, huse og lignende. Orienteringsløb arrangeres i pagt med naturen, på en sådan måde, at gener for dyr, planter, terrænet og andet i naturen minimeres.
Orientering er en eliteidræt med nogle af verdens bedst trænede idrætsudøvere.
Orientering som konkurrence/elite-idræt er en teknisk krævende idræt, hvor de rigtige beslutninger skal tages under stort fysisk, psykisk og tidsmæssigt pres. Dette stiller store krav til udøverens selvstændighed, o-tekniske kunnen, mentale og fysiske formåen.
Sporten har størst udbredelse i de skandinaviske lande, men mange nationer har taget sporten op så at der i dag officielt dyrkes orienteringsløb i over 50 lande.
Det internationale Orienterings-Forbund IOF arbejder for at få orienteringssporten på det olympiske program i nær fremtid.
Andre former for orienteringsløb
Den normale form for orienteringsløb er en enkeltmandssport, hvor man bevæger sig rundt uden brug af andre hjælpemidler end kort og kompas. Der findes også mange andre former for orienteringsløb:
Stafetløb
Hver deltager på et hold løber et normalt orienteringsløb og overgiver stafetten til den næste løber på holdet. Der er ofte samlet start, således at det første hold i mål er vinder.
Langdistanceløb
Et orienteringsløb med en længde op til det dobbelte af det normale.
Kortdistanceløb
Et orienteringsløb af ca. halv længde. Ofte løbes det i to afdelinger, hvor den første afdeling bruges til at sortere løberne i en A- og B-finale (2. afdeling). Begge afdelinger løbes samme dag.
Natløb
Et normalt orienteringsløb, men der løbes om natten. Løberne benytter da også en pandelampe for at finde vej.
Etapeløb
Et løb, der strækker sig over flere dage (etaper). Hver etape løbes som et normalt orienteringsløb, men det er den samlede tid, der tæller. Ofte løbes den sidste etape som jagtstart, hvor den enkelte løber starter det antal minutter og sekunder, vedkommende er efter den førende. Den første i mål er så vinder.
Der ud over findes nogle mere specielle former for orienteringsløb:
Ski-orientering
Foregår på ski, og ofte i områder hvor der er etableret et net af spor således der er vejvalgsmuligheder frem til posterne.
Bil-orientering
Selvom målet er det samme, nemlig at gennemføre en rute på et kort, er denne form for orienteringsløb meget langt fra den ovenfor beskrevne. For det første er selve ruten ofte givet i bl.a. skitseform og for det andet gælder det om at besøge kontrol punkterne på præcis det rette tidspunkt, dvs. hverken for tidligt eller for sent. Bilorientering er ikke egnet i Grønland på grund af det begrænsede vejnet.
Cykel-orientering
Foregår på cykel, ofte mountain-bike.